Ungdomsboligerne

Ungdomsboligerne er et bosted for unge med særlige behov, som er tilknyttet et uddannelsesforløb og/eller afklaringsforløb. Bostedet består af 17 lejligheder i boligselskabet Domea og er beliggende Stubbekøbingvej 96c, 4800 Nykøbing F. De unge bor i egen lejlighed og modtager samtidig socialpædagogisk støtte (jf. SEL § 85).

Støtten kan bestå af oplæring/ genoptræning i daglige færdigheder, omsorg og støtte til udvikling af egne ressourcer, hjælp til at få struktur i hverdagen, opbygning og opretholdelse af sociale netværk, hjælp i forbindelse med deltagelse i fritids og kulturaktiviteter og lignende. Støtten kan også bestå af praktisk betonede funktioner, som f.eks. hjælp til indkøb, rengøring, ledsagelse til behandling, læsning af post og lignende.

Støtten ydes ud fra en neuropædagogisk forståelsesramme, og derfor kan den ikke hastes igennem. I ungdomsboligerne tilstræbes intuitiv og bæredygtig udvikling for den enkelte – en udvikling som ikke kommer natten over, idet hensyn til den unges evner til at formulere, planlægge og udføre, samt at kontrollere egen adfærd, baseret på selvbevidsthed i forhold til den sociale og miljømæssige sammenhæng altid indgår i hjælpen.

For at bo i ungdomsboligerne med socialpædagogisk støtte skal den unge visiteres gennem Guldborgsund Kommune.